En polykrystallinsk solcelle, også kendt som multikrystallinsk solcelle, består typisk af flere siliciumkrystaller (korn) af varierende størrelse i cellestrukturen. Her er en oversigt over dens struktur og sammensætning:
Siliciumwafer: Som alle solceller er polykrystallinske solceller primært sammensat af silicium, et halvledermateriale. Siliciumwaferen fungerer som den base, hvorpå cellen er bygget.
Polykrystallinsk silicium: I polykrystallinske solceller er det anvendte silicium ikke en enkelt, ensartet krystalstruktur som i monokrystallinske celler. I stedet består det af flere siliciumkrystaller eller korn, der er smeltet sammen under fremstillingsprocessen. Disse korn er tilfældigt orienterede, hvilket resulterer i et kornet eller tekstureret udseende.
Frontkontakt: Et gennemsigtigt ledende lag påføres forsiden af siliciumwaferen for at tillade sollys at passere igennem, samtidig med at det letter opsamlingen af elektrisk strøm genereret af solcellen.
P-N Junction: En junction dannes i siliciumwaferen ved at dope overfladen med forskellige typer dopingmidler for at skabe en P-type (positiv) og en N-type (negativ) region. Dette kryds er afgørende for produktionen af elektricitet, når det udsættes for sollys.
Anti-reflekterende belægning: En tynd anti-reflekterende belægning påføres ofte på solcellens forside for at minimere reflektion af sollys og maksimere lysabsorption.
Rygkontakt: Et metalgitter eller -lag påføres bagsiden af siliciumwaferen for at opsamle den elektriske strøm, der genereres af cellen, og lede den til det eksterne kredsløb.
Indkapsling: Hele solcellen er indkapslet i et beskyttende lag af glas eller plastik for at beskytte den mod miljøfaktorer som fugt, støv og mekaniske skader.
Overordnet set er strukturen af en polykrystallinsk solcelle er relativt simpel sammenlignet med andre typer solceller, såsom tyndfilms- eller heterojunction-celler. Dets effektivitet og ydeevne er imidlertid påvirket af faktorer såsom kvaliteten af siliciummaterialet, fremstillingsprocessen og cellens design.
